(min første anmeldelse på dansk: håber danskerne vil forestille sig det ville lyde bedre på engelsk og håber ikke-danske læsere vil synes, det bare er et problem med google translate)
(oversat til dansk af Arild Batzer og Karsten Sand Iversen, 2001)
1. stemme.
Ligesom Miltons Samson Agonistes (1671), Morgen og Aften er ligesom et ’closet drama’, eller et skuespil man bare skal læse op. Jeg kan godt lide Fosses stemme. Det er hans måde at kommer tættest på en ’indvendig monolog’, eller ’bevidsthedsstrøm’. Ingen forfatteres bevidsthedsstrøm er helt realistisk, men de er afbildninger, hvor de hver især fanger noget vigtigt.
2. kedelig?
Jeg kender en tysk dansk-norsk oversætter som siger, at Jon Fosse er den mest kedelige norske forfatter. Jeg kan godt forstå hvorfor, det er fordi ’closet drama’ er netop ikke et stort ’drama’, eller har ikke så meget variation i den måde de præsenteres på. Fosse skriver også om ting som er, konventionelle, eller ’kedelige’. Man ryger, man slubrer kaffe, man har børn, man dør. Hvis man er heldig, måske fanger man en krabbe. Tydeligvis, er Fosses værker ikke maksimalistiske postmoderne fiktion. Faktisk, han skriver han overhovedet ikke fiktion.
3. realistisk?
Ja, det er Fosse. Faktisk er han mere kedelig end realistisk, og det er derfor han er god. Han skriver om vores mest smukkeste minimalistiske konturer i livet. Der er ingen eller ikke så mange, billige referencer til politik eller andre kulturelle værker. Hans karakterer er alligevel autentiske, fordi de tager noget fra Fosses egen vigtige eksistens, tænker jeg. Jeg tror det protagonisten ’Johannes’ tænker det samme om døden som Jon. Så han oplever også det at bliver født ligesom Jon forestiller sig det. Jeg oplever et samme som dem. Fosse skriver faktisk om en livsverden som nu er blevet eksklusiv. Det er så svært at undgå sociale medier og smartphones. Man skal være n stor succes, hvis man kan undgå dem. På engelsk Wikipedia, kan man læse følgende, ’Fosse praktiserer ensomhed ved at holde sig væk fra lyde, ser aldrig tv, hører radio og lytter sjældent til musik.’ Er det ikke idyllisk?
4. endelig…
de sidste sider i Morgen og Aften fandt jeg så vigtige, og så smukt. Måske er der for meget patos for nogen, men for mig er det jeg ringer sandt. Jeg kan godt lide ideen om, at de afdøde kan se deres sønner eller døtre lige efter de dør, og så skal vi kigge efter dem, når de, vores kære forlader denne verden, vores verden, for den anden for den anden. Jeg kan også godt lide, hvordan Fosse beskriver lyset i Johannes øjne, det er ligesom, eller det sammen som lyset i sin datter Signes øjne. Jeg husker min tur op til Castle Hill, i Huddersfield dagen efter min far døde, og på toppen af den stor bakke følte jeg vinden på min ryg som om min far støttede mig.
5. himmel.
Jeg kan ikke komme i tanke om en samtidig forfatter som forklarer efterlivet bedre end ham. Jeg har tænkt så det knager for at komme på en, men jeg kunne ikke. ’Alright’, måske kan man tænke lidt på Hemingways fortælling, ’A Clean, Well-Lighted Place’; Fosses karakterer er oftest enspændere ligesom Hemingways. Måske en bedre sammenligning er Hemingways novelle, ’The Old Man and the Sea’: En selvstændig mand grubler om himlen. Beckett som skriver skuespiller-romaner ligesom Fosse er den mest åbenlyse sammenligning. Men Beckett skriver mere om mørket efter livet, om man så må sige. Becketts værker er sort komedie, hvor ingen griner. Pudsigt nok, var jeg var sikker på, at der var en samtidig forfatter som var lige så god til at skrive om himlen som Fosse, og så huskede jeg romanens titel—det var Melancholia I-II, hvor maleren Lars Hertevigs søster havde demens og lå på sit dødsleje og vi ser verden igennem hendes livs sidste øjeblikke. Og så jeg huskede hvem der havde skrevet det. Jon Fosse.
6. uoverstigelig kløft.
Fosse bygger bro over dem. Vi er ikke helt sikret på hvem Johannes er. Er det den gamle Johannes som der skrives om i den anden sektion i ’Morgen og aften’? Nej… og dog? Men til slut forstår vi, at han er Martas yngre bror, og dermed bygges der en bro over kløften. På samme måde er glimtet i Johannes øjne også i Signes. Og, i Melancholia I-II har vi en bror og søster forbindelse der. Og også det forfatter, eller kunster og det publikum. Død og liv… Fosse laver store kløfter hvor forbindelserne ikke er åbenlyse, men så laver teksten om på det.
7. kvietist
Er Fosse en politisk ’kvietist’? En kvietist er i min forståelse en person som ikke har en social politik. De er optagede af Kristen mysticisme og accepterer verden som den er, og vil ikke involvere sig i basal menneskelig politik. De fokuserer i stedet på frelse i efterlivet, og på eksistens mirakel. Selvfølgelig er Fosse er rigtig kvietist. Problemet er, at hans læsere ikke nødvendigvis er det. Nej, de kan godt lide hans bøger, fordi de hjælper én til at nyde tingene mere. Især hvis du er en dannet middelklasseborger. Selvfølgelig vil man gerne reflektere over ens eget livs fundament. Man skal ikke tænke på hvordan man kan ændre ting for andre. Man skal tage en pause fra sit intellektuelle arbejde, eller fra ens ’affective labour’. Måske kan man finde tid til en gammeldags aktivitet i løbet af ugen. Måske kan du fiske? Måske er Fosse for nem at kunne lide. Det koster jo ikke noget, i forhold til et politisk engagement. Contra Rilke, du må ikke ændre dit liv, men det er måske for meget at forlange. Fosse stiller ikke bare alle de store spørgsmål, han besvarer dem også.
8. drømmelogik
Da Johannes kastede pilken i havet og den ikke sank mere end en meter, er det ligesom i en drøm. Johannes kan heller ikke forklare det, men ligesom i drømme, kan han bedre acceptere det. Måske har han problemer med øjnene, tænkte han. Måske hallucinerer han. Tiden er en stor pærevælling og tingene skifter midt i det hele undervejs. Anne Petterson er også den gamle Frøken Petterson. Fosse tvinger læseren til at acceptere dette. På sammen måde tvinger Fosse læseren til at acceptere de overjordiske elementer i bogen. Måske drømmer Johannes bare. Og måske drømmer vi lige nu.